Søby Brunkulslejer ligger syd for Herning, nær Kølkær. Området var centrum for udvinding af brunkul fra starten af 2. verdenskrig og frem til 1970'erne. I dag er 1.100 ha af området fredet.

Brunkul blev dannet i Tertiærtiden for ca. 65 til 10 millioner år siden. Det stammer fra plantemateriale, der er blevet presset sammen uden ilt og omdannet til kul. I Danmark findes brunkul tæt på jordoverfladen, især i Midt- og Vestjylland. Brunkul blev udvundet til industrielt brug under både 1. og 2. verdenskrig, og brydningen i Søby fortsatte helt frem til 1970'erne. Brunkul har en lav brændværdi, da det indeholder meget vand og urenheder, samt et højt svovlindhold. Det giver meget aske, kan føre til løbesod og forårsage skovdød, hvorfor det ikke bruges som brændsel længere.

I 1939, da kulimporten fra England og Tyskland blev usikker på grund af 2. verdenskrig, blev brunkul en vigtig ressource. Mange steder, herunder Søby, opstod som brunkulsbrud, og området udviklede sig til et rent Klondike, hvor formuer blev skabt og mistet, og virksomheder blev grundlagt. Det blev besluttet, at brydningen skulle ske manuelt, for at kunne beskæftige så mange som muligt og undgå at sende folk til Tyskland til arbejde i krigsindustrien. Brunkul lå ned til 30 meter under jorden, i lag på 1-2 meter. Først skulle overjorden, som primært bestod af sand, graves af manuelt og transporteres væk på trillebør. Arbejdet var både hårdt og farligt, da udgravningerne havde meget stejle skrænter. På et tidspunkt boede omkring 4.000-5.000 mennesker i området, inklusive kvinder og børn. De boede i midlertidige huse på de bare marker. Der opstod problemer med alkohol og hasardspil, hvilket gav arbejde til politiet, mens Falck oprettede en station i området på grund af de mange ulykker. DSB anlagde et sidespor, så brunkulstogene kunne transportere brunkul ud af landet.

Under besættelsen var Fasterholt Station blandt de højeste i mængden af gods, der blev sendt ud via DSB’s rutenet, på niveau med København H Godsbanegård. Søby var oprindeligt et fattigt område med sandet jord, så mange af dem, der kom til, havde svært ved at finde husly. Det førte til et Klondike-lignende boligmarked. Nogle af de midlertidige bygninger står stadig i dag, mens andre er flyttet til Brunkulsmuseet, hvor de kan ses. Husene var små, og på trods af de trange forhold husede de ofte store familier. Der opstod også kaffebutikker, købmandsforretninger og en udbredt hasardspil-kultur. Mange nye firmaer blev grundlagt, og i dag eksisterer flere af dem stadig. Lokale jordejere tjente penge på at udnytte deres jord til brunkulsbrydning.

Når brunkulsudvindingen i området ophørte, blev pumperne slukket, og landskabet ændrede sig markant. Før var det fladt med få søer, men nu var området præget af tipper, hvor overjorden var blevet lagt i store bunker, og nye søer var opstået. Maskiner, huse og rester af tipvogne vidnede om den tidligere brunkulsbrydning. Nogle områder blev tilplantet, mens andre fik lov til at naturligt udvikle sig til skov. I nogle områder er jorden stadig så næringsfattig, at der, mere end 50 år senere, kun vokser sand. Søerne, der er opstået, er enten næringsfattige eller har en rød farve på grund af okker.

I dag er området ejet af flere private og Naturstyrelsen. Det er åbent for færdsel, men man skal være opmærksom på, at jorden stadig er i bevægelse, og der kan forekomme sætninger. Skrænterne ved søerne er meget stejle, og sætningerne kan ses ved, at træerne står skæve. Der findes et Brunkulsmuseum, der fortæller historien om brunkulsbrydningen, og det er et besøg værd. Der er også et område med gamle maskiner fra brunkulstiden, samt Elmers hus, der oprindeligt var en vejerbod, men nu er restaureret, og man kan spise sin madpakke der. Østdeponi har deponeret affald og skabt "Mount Søby", som giver en god udsigt over området. I Naturstyrelsens del af området er der et udsigtspunkt, hvor man kommer 30 meter op over landskabet med en klar blå sø foran sig. Ørkenen er privat ejet, men der er adgang til området, hvor der ikke vokser noget. Området rummer også et ørken-arboret, som blev anlagt i 1960'erne for at undersøge, hvilke løvtræer der kunne klare sig under de sandede forhold.