Søby Brunkulslejer ligger syd for Herning, nær Kølkær. Området var centrum for udvinding af brunkul fra starten af 2. verdenskrig og frem til 1970'erne. I dag er 1.100 ha af området fredet.
Brunkul blev dannet i Tertiærtiden for ca. 65 til 10 millioner år siden. Det stammer fra plantemateriale, der er blevet presset sammen uden ilt og omdannet til kul. I Danmark findes brunkul tæt på jordoverfladen, især i Midt- og Vestjylland. Brunkul blev udvundet til industrielt brug under både 1. og 2. verdenskrig, og brydningen i Søby fortsatte helt frem til 1970'erne. Brunkul har en lav brændværdi, da det indeholder meget vand og urenheder, samt et højt svovlindhold. Det giver meget aske, kan føre til løbesod og forårsage skovdød, hvorfor det ikke bruges som brændsel længere.