Hald Sø ligger syd for Viborg i en nedadskrånende tunneldal, omgivet af bakker, der hæver sig 60-70 meter over søens vandspejl. Søen er op til 31 meter dyb og regnes som en af Danmarks dybeste. Bakkerne omkring søen består af sandede moræneaflejringer, og nogle af dem er i dag overdrev, hvor dyr afgræsser.
Ved Hald Sø ligger Hald Hovedgård. Siden 1300-tallet har der ligget forskellige bygninger i området – først borge og senere den nuværende herregård. Området har haft mange forskellige ejere: herremænd, kongen, biskoppen i Viborg – og under krigen en værnemager, som senere blev dømt, hvorefter staten overtog ejerskabet.
I dag kan man her opleve noget helt unikt i Danmark: fem forskellige bygningsværker – fra borgruiner til herregård – samlet på ét sted, kendt som De Fem Halder. Området rummer også Niels Bugges Kro, som ligger ved en gammel mølledam. Oprindeligt lå der et savværk her, der fik sin kraft fra mølledammen. Rundt om søen har der desuden ligget flere vandmøller og dambrug.
I dag byder området på rige naturoplevelser med skove, stejle skråninger og hede arealer. Det er derfor et populært rekreativt område året rundt.